Søg
Søg
Close this search box.

Der sker noget godt ovre vestpå

For lidt tid siden læste jeg om et nystartet bryggeri nord for Esbjerg, der hedder West Brew. Ofte kendetegnes mindre provinsbryggerier ved, at de kan præstere en pilsner (sjældent god), en hvedeøl (hvor de aldrig helt kan bestemme sig for, om det skal være en hefe eller en wit) og en version af Brown ale/red ale/engelsk IPA. Og så sælger de det meste på deres navn, placering og lokalkendskab. West Brew er noget helt andet. Først og fremmest er der fokus på fadlagring fra bryggeriets begyndelse. Hos Vinspecialisten (Daustrand) i Hvide Sande var jeg heldig at kunne indkøbe to forskellige bryg fra West Brew.

Winter Warmer, 10,0%

West Brews Winter Warmer lander på 10% og har spenderet 3 måneder på fad. Udseendet er virkelig med øllen, som har en flot dyb ravfarve, der måske er en anelse mudret. Lille, blivende cremet hvidt skum (men det er også svært at bibeholde skum på øl med mange procent som endda også er fadlagret). Duften er sød, maltet, vinøs, fed karamel, vanille og svag chokolade. Smagen er lækker, ganske sød (men ikke for meget), karamel, egetræ. Der er lidt lakrids i bunden, som udvides lidt som den varmer. Den ender måske med at være lige en snert for vinøs måske, men den ret tørre afslutning og cremede fornemmelse redder det næsten.

Strong Ale, 11.5%

Strong Alen (som velsagtens er en Barley Wine) har været 76 dage på fad. Ligesom Winter Warmer er den flot med en dyb, brun farve uden det store skum. Duften er sød, toasted karamel, vinøs, svag eg, let jordbær og hasselnød. Den er lækkert fed og cremet og det passer rigtig godt til den søde og vinøse smag, domineret af lækker karamel og let tørhed med vanillenoter fra fadet. Der er en mild sukret fornemmelse (som fra fx Muscovado-sukker), let æble-fornemmelse. Ingen af de to ting trækker ned. Afslutningen er passende vinøs og bliver hængende en evighed.

Brown Deer, 5.3%,

De to ovenstående var meget kraftige øl, så jeg var glad for at kunne købe en mere afdæmpet øl hos Byens Vinhandel i Esbjerg. Ud fra etiketten er det ikke tydelig, om Brown Deer er fadlagret. Men det gør egentlig ikke noget, for det er en topklasse Brown Ale. Her er der igen tale om en vinder i skønhedskonkurrencen; flot kastanjebrun med et stort, cremet skum, som sætter sig tykt på glasset. Duften er sød, let ristet, godt med hasselnød, chokolade, mild græsset humle. Øllen er fed og cremet; især for de 5,3%. Der er masser af god mælket chokolade, fin let ristet hed og lækker, hængende bitterhed. Let engelsk lakrids i afslutningen, som forstærkes som den varmer op. Det er altså ret fedt, at Tommy forsøger at stable noget på benene, der tydeligvis har et kæmpe ambitionsniveau. Der er stadig forbedringspotentiale, men det er en virkelig stærk start.

More posts

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.